Når kræft pludselig rammer en. Del 4

Det er dagen før operationen, og min kone og jeg ankommer til rigshospitalet om morgenen. Vi skal snakke med en læge og en sygeplejerske, som fortæller os om forløbet inden og efter operationen: hvornår jeg skal begynde at faste, om narkosen, at jeg ikke vil kunne tale når jeg vågner, pga. alle de slanger der går gennem mit luft- og spiserør, og at jeg skal regne med at blive på hospitalet 2-3 ugers tid efter operationen.

Derefter snakker vi med en læge, der forklarer hvilke gener der eventuelt kunne være efter jeg er blevet opereret. Ud over at jeg vil have ondt i ben og kæbe, kan det være at mine tæer vil krølle sig sammen, hver gang jeg bøjer mit ben, hvilket var normalt hos unge mennesker, efter den type operation. Det eneste gode jeg hørte ved den sætning, var unge mennesker.

Jeg vil med stor sandsynlighed blive lam i højre side af underkæben, og det vil mærkes underligt inde i munden, fordi de ville bruge huden fra mit ben, til at sætte hen over den nye knogle, som en midlertidig lukning. Senere vil man fjerne det yderste lag af huden og erstatte det med hud fra ganen. Jeg skulle bare være glad for at jeg ikke havde hår på benene, for det ville blive ved med at vokse inde munden, indtil det nye hud kommer på… Tanken om at skulle barbere sine gummer, er ikke rar.

Jeg skal i fuld narkose og skal faste fra om aftenen, så vi beslutter os at finde et hyggeligt sted at spise, for der vil komme til at gå lang tid før jeg vil kunne spise fast føde igen. Vi finder en lille indisk restaurant på nordre frihavnsgade, hvor vi sidder og græder lidt sammen, og prøver at sige til hinanden at det hele nok skal gå. Men sandheden er, at ingen af os ved hvordan det kommer til at blive. Og fantasier omkring hvordan det vil gå, er der nok af.

Jeg ved at min kone er nødt til at tage hjem om aftenen, og jeg ikke ser hende igen før efter operationen. Det var nok den længste og mest ensomme nat jeg nogensinde har oplevet.

Jeg bliver vækket tidligt den næste morgen for at blive gjort klar til operationen og narkosen. Det var ikke mange timers søvn det blev til.

Jeg bliver kørt ned til operationsstuen i en seng. Det hele virker lidt overdrevet, for mine ben fejler jo ikke noget, men det har vist noget med hospitalsprocedurer at gøre. Mens jeg ligger der og venter på at komme ind på operationsstuen, tror jeg at det går op for mig, at nu er det alvor, og jeg har måske mest lyst at løbe min vej, og spørge om vi ikke kan vente. Fuck, jeg savner min kone.

Inde på operationsstuen, bliver jeg tilkoblet diverse maskiner og har slanger stikkende ud alle mulige steder, føler jeg. Det hele virker lidt uvirkeligt, og jeg får igen følelsen af, at det hele er en film.

Narkose lægen spørger patienten om han er klar. Patienten fremstammer et usikkert, ja. Så bliver han bedt om, langsomt at tælle ned fra 10.

10, 9, 8, 7,.. Mere når patienten ikke at tælle til, før alt bliver sort.

Forsættelse følger…

Kan man som mand, have for mange sko?

Ja, jeg har en lille sko fetisch. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at købe sko, hvis jeg har pengene til det (hvilket jeg heldigvis ikke har så tit, vil min kone nok sige).

Måske er det fordi, at man med sko kan skille sig lidt ud, uden det bliver for tydeligt.

Jeg har specielt en kærlighed for sneakers og trainers. Jeg kan ikke gå forbi butikker som sælger den type sko, uden jeg lige må kigge ind.

På et tidspunkt måtte jeg lave en aftale med min kone om, at jeg ikke købte et nyt par, uden at smide et gammelt par ud. Med en familie på seks, og en garderobe til os alle på 1 1/2 kvadratmeter, hvor mine sko udgør halvdelen af alle skoene, kan jeg godt se problemet. Nu er jeg så heldig, min kone ikke går op i sko (ja, man forstår det ikke), så hun har ingen ide om, hvor mange sko jeg har, og om jeg køber nye, så min samling er blevet pænt stor. Selv mine børn blev imponeret da jeg stillede dem op for at tage billedet.

Her forleden kom jeg forbi adidas butikken i København. Jeg har ellers gået og sparet op til at blive tatoveret, men så faldt jeg over disse sko, dem måtte jeg have, selv om de kostede hele min opsparing.

De er lavet i samarbejde mellem Pharrell Williams og adidas.