Når kræft pludselig rammer en. Del 4

Det er dagen før operationen, og min kone og jeg ankommer til rigshospitalet om morgenen. Vi skal snakke med en læge og en sygeplejerske, som fortæller os om forløbet inden og efter operationen: hvornår jeg skal begynde at faste, om narkosen, at jeg ikke vil kunne tale når jeg vågner, pga. alle de slanger der går gennem mit luft- og spiserør, og at jeg skal regne med at blive på hospitalet 2-3 ugers tid efter operationen.

Derefter snakker vi med en læge, der forklarer hvilke gener der eventuelt kunne være efter jeg er blevet opereret. Ud over at jeg vil have ondt i ben og kæbe, kan det være at mine tæer vil krølle sig sammen, hver gang jeg bøjer mit ben, hvilket var normalt hos unge mennesker, efter den type operation. Det eneste gode jeg hørte ved den sætning, var unge mennesker.

Jeg vil med stor sandsynlighed blive lam i højre side af underkæben, og det vil mærkes underligt inde i munden, fordi de ville bruge huden fra mit ben, til at sætte hen over den nye knogle, som en midlertidig lukning. Senere vil man fjerne det yderste lag af huden og erstatte det med hud fra ganen. Jeg skulle bare være glad for at jeg ikke havde hår på benene, for det ville blive ved med at vokse inde munden, indtil det nye hud kommer på… Tanken om at skulle barbere sine gummer, er ikke rar.

Jeg skal i fuld narkose og skal faste fra om aftenen, så vi beslutter os at finde et hyggeligt sted at spise, for der vil komme til at gå lang tid før jeg vil kunne spise fast føde igen. Vi finder en lille indisk restaurant på nordre frihavnsgade, hvor vi sidder og græder lidt sammen, og prøver at sige til hinanden at det hele nok skal gå. Men sandheden er, at ingen af os ved hvordan det kommer til at blive. Og fantasier omkring hvordan det vil gå, er der nok af.

Jeg ved at min kone er nødt til at tage hjem om aftenen, og jeg ikke ser hende igen før efter operationen. Det var nok den længste og mest ensomme nat jeg nogensinde har oplevet.

Jeg bliver vækket tidligt den næste morgen for at blive gjort klar til operationen og narkosen. Det var ikke mange timers søvn det blev til.

Jeg bliver kørt ned til operationsstuen i en seng. Det hele virker lidt overdrevet, for mine ben fejler jo ikke noget, men det har vist noget med hospitalsprocedurer at gøre. Mens jeg ligger der og venter på at komme ind på operationsstuen, tror jeg at det går op for mig, at nu er det alvor, og jeg har måske mest lyst at løbe min vej, og spørge om vi ikke kan vente. Fuck, jeg savner min kone.

Inde på operationsstuen, bliver jeg tilkoblet diverse maskiner og har slanger stikkende ud alle mulige steder, føler jeg. Det hele virker lidt uvirkeligt, og jeg får igen følelsen af, at det hele er en film.

Narkose lægen spørger patienten om han er klar. Patienten fremstammer et usikkert, ja. Så bliver han bedt om, langsomt at tælle ned fra 10.

10, 9, 8, 7,.. Mere når patienten ikke at tælle til, før alt bliver sort.

Forsættelse følger…

Når kræft pludselig rammer en. Del 3

Min kone og jeg sidder i et rum og venter på svar, på den MR-scanning jeg har fået lavet, der skulle vise om kræften var andre steder end i kæben. I rummet er der en sygeplejerske og tre læger, en fra kæbekirurgisk, en fra plastikkirurgisk og en fra, øre, næse, hals afdelingen. MR-scanning viste heldigvis at kræften ikke har bredt sig, fortæller de ret hurtigt

De skal have fundet ud af hvordan de vil foretage operationen af min kæbe. Det lyder fint tænker jeg, jeg er bare lettet over at det ikke har bredt sig.

Lægerne trækker sig lidt væk og begynder at diskutere mulighederne. Jeg kan høre at stemningen blandt lægerne bliver mere irritabel, og en af lægerne nærmest råber: “det bliver jo grimt hvis vi gør det på den måde!”

Pludselig vender angsten tilbage, jeg har slet ikke tænkt tanken at jeg kunne komme til at se grim ud efter operationen. Jeg har bare været lidt i en choktilstand siden jeg fik diagnosen en uge tidligere, og bare tænkt over at jeg ville ønske jeg ikke skulle skæres i.

Sygeplejersken der er i rummet, synes åbenbart også det er uprofessionelt, og kommer bagefter hen og undskylder. Fuck, det var ubehageligt!

Lægerne bliver endelig enige om hvordan de vil operere mig: de vil skære et snit under kæben langs halsen på Ca. 10 cm, og gennem det fjerne Ca. 7 cm. af kæben indvendig, det vil sige: halvdelen af min underkæbe, med knogle, tandkød og 4 tænder. Kæbeknoglen og tandkødet skal erstattes af min ene skinnebensknogle, og muskel og hud fra mit venstre underben. Operationen er sat til om fem dage.

Den dag gik der mange tanker gennem mit hoved, specielt hvordan jeg vil komme til at se ud efter operationen, og hvor ondt det vil gøre?

Om aftenen ligger jeg sammen med min yngste datter, der på det tidspunkt er 5 år. Vi snakker om min sygdom, og jeg fortælle hende at det nok skal gå, lægerne kan operere det væk, og det er jo ikke noget jeg dør af. Hun fortæller mig så, at hun troede jeg skulle dø, ligesom pigen vi kendte, der havde kræft. Jeg skal virkelig tage mig sammen for ikke at begynde at græde. Tænk at hun har gået med de tanker for sig selv i flere dage, uden at sige noget. Jeg troede ellers vi havde fået fortalt børnene at det nok skal gå. Godt vi fik snakket om det.

Forsættelse følger…

Når kræft pludselig rammer en. Del 2

Der sidder jeg så, og har fået at vide jeg har kræft. Jeg kan se på min kone hun bliver ked af det, og for et kort øjeblik går tingene ligesom i stå.

Det føles ikke virkeligt, det er lidt som at se en film, hvor et ægtepar lige har fået at vide manden har fået kræft. Så begynder tankerne at køre rundt i hovedet på mig.

Jeg kan høre min kone begynde at stille en masse spørgsmål: Hvor meget har det bredt sig? skal jeg have kemoterapi? hvor farligt er det? osv. Jeg hører det, og så hører jeg det ligesom ikke alligevel. Jeg får slet ikke selv spurgt om noget.

Jeg får en tid til en MR-scanning dagen efter, så de kan se om det har bredt sig, og først derefter vil de kunne sige hvad de vil gøre. Men det i kæben skal opereres væk hurtigt, så det ikke breder sig, for nu hvor der er blevet rodet med det kan det være blevet mere aggressivt.

På vejen hjem fra hospitalet, bliver vi enige om at vi vil lave noget god mad til pigerne, og så fortælle dem det efter. Vi lavede brunch til aftensmad, for det elsker de.

Jeg vil lige sige der findes ikke noget rigtigt tidspunkt eller nogen nem måde at sige det på. Specielt ikke når vi et halvt år forinden, har oplevet, vores bedste venners datter dø af kræft. Så selv om vi prøver at forklare dem, at lægerne regner med at det kan fjernes ved en operation, og at de ikke tror det har bredt sig, blev pigerne utroligt kede af det og bange. Jeg var jo også selv bange og rystet.

Forsættelse følger…

Når kræft pludselig rammer en. Del 1.

Pludselig siger de, at man har fået kræft.

For Ca. 3 år siden, fik jeg konstateret kræft i kæben. Jeg vil gerne fortælle om hvordan det var for mig, hvordan de fandt ud af det, hvordan forløbet var og nogle af de tanker og oplevelser jeg havde omkring det. Måske kan nogle af jer bruge det, hvis I på et tidspunkt bliver pårørende til en kræftpatient.

For Ca. 5 år siden lagde jeg pludselig mærke til at der var kommet en lille bule på indersiden, i den nederste del, i højre kæbeside. Min kone bad mig omgående at få det undersøgt. Jeg tænkte at det nok ikke var noget alvorligt, så der skulle gå et par måneder, hvor min kone gentagne gange bad mig om at gå til læge, før jeg tog mig sammen.

Hos lægen kunne man ikke give mig nogen anden forklaring end, at det nok var en tand som aldrig skulle have været der, så jeg skulle opsøge min tandlæge og få tage et røntgenbillede.

Jeg blev selv lidt nysgerrig på hvad det kunne være, så jeg fik hurtigt bestilt en tid hos tandlægen. Hos tandlægen fik jeg så at vide det ikke var unormalt, at man kunne få små buler på indersiden af kæben, så jeg tænkte, fint og gjorde ikke mere ved det. Tandlægen tog ikke røntgen.

Der gik så næsten 2 år, og et tandlægeskifte før der skete noget. Det var min nye tandlæge, som syntes at den bule jeg havde så lidt underlig ud, og ville derfor gerne tag et røntgenbillede af det. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det vel ikke kunne skade. Da hun kom tilbage, efter hun havde kigget på billedet, kunne jeg godt se at hun så alvorlig ud. På billedet kunne man se en mørk skygge i højre side, og hun fortalte mig, at noget var ved at æde min kæbe op. Der var ingen rødder på tænderne og kun en tynd stribe knogle nederst. Hun kunne ikke med sikkerhed sige hvad det var, men muligvis en kæbebakterie, men ville henvise mig til kæbekirurgisk afdeling på rigshospitalet, så de kunne tage en biopsi.

Jeg fik taget en biopsi i juni 2015. Til jer som ikke ved hvad en biopsi er, så skærer man et stykke ud, af det man gerne vil tage en prøve af, og jeg kan lige så godt sige det som det er: det var superubehageligt at få lavet i munden. Min højre side af kæben var hævet i 2 uger. Nå, men efter en 3 ugers tid, skulle jeg så ind og have svar. Det skal lige siges at jeg stadig regnede med, at det er en kæbebakterie jeg har. Det samme har de også tænkt på rigshospitalet, da jeg fik taget biopsien.

Det viser sig så, at de ikke kan finde ud af hvad det er, ud fra den prøve de har taget, men er sikker på at det ikke er den bakterie, de troede det var, og de mener heller ikke det er kræft. De er nødt til at lave en ny større biopsi, for at være helt sikker. De har ingen tider før en gang til september. Så den sommer, tænkte jeg meget på, hvad det så kunne være.

Den 11. September 2015 fik jeg taget den anden biopsi, og efter Ca. 2 uger skulle jeg ind og have svar. Min kone tog med, for at stille de rigtige spørgsmål, fordi jeg ofte glemmer det, og uanset hvilken diagnose jeg fik, skulle jeg igennem en operation, så meget vidste jeg.

Jeg har svært ved helt at huske hvordan jeg reagerede, da de fortalte det var kræft. Jeg husker det som, at jeg prøvede at bevare roen, så jeg ikke gjorde min kone alt for bange. Men pludselig, var jeg en kræftpatient.

Forsættelse følger…