Old-school mad på jysk manér: sådan laver du en god brun sovs.

Da jeg er opvokset i Jylland, og havde en bedstemor som var glad for at lave traditionel dansk mad, går jeg ikke i vejen for, at lave det selv. Hakkebøf med bløde løg og spejlæg med kartofler, brun sovs og hjemmesyltede agurker er en klar favorit, eller bøfsandwich overhældt med sovs.

Opskrift på en nem brun sovs, som jeg er sikker på de fleste kan lide (hvis man er til sovs).

Du skal bruge :

40 gram smør (som man siger; rigeligt med smør)

En stor spiseskefuld hvedemel med høj top

En grønsag- og en oksebouillon terning

3 1/2 deciliter vand

1/4 liter piskefløde (glemte jeg at sige, det ikke er en slankekur)

Lidt sovsekulør

Friskkværnet peber

Kog vandet og hæld det i en skål sammen med bouillonterningerne, så de opløses. I en lille gryde smelter du smørret, ved svag varme. Når smørret er smeltet, bland melet i og rør rundt til der ikke er nogen klumper. Hæld vandet med den opløste bouillon i gryden og rør rundt til det er blandet godt sammen, derefter hælder du fløden i og rør igen. Tilføj kulør efter hvor mørk du vil have sovsen. Hvis du ikke er vant til at bruge kulør, skal du vide man skal kun bruge en lille smule. Til sidst, friskkværnet peber. Kog nu sovsen op mens du rør i den, så den ikke brænder på. Når den koger, skru ned for varmen og lad den simre i et par minutter. Nu skulle du gerne have en god Old-school brun sovs. Prøv også sovsen til en jysk bøfsandwich.

Har du en anden opskrift, er du velkommen til at skrive den. Jeg er altid åben for andre måder at lave mad på. Bare helst med sovs.