Teenage piger i hjemmet

Når man bor i et hus med 4 piger (hvor 2 af dem er teenagere og en er på vej) kan bølgerne nogen gange gå lidt højt, og man skal passe på, hvad og hvornår man siger ting.

”Gider du ikke at samle dit tøj op, som du har smidt i stuen?”

Teenager:”råbe, råbe, smække dør.”

“Vil du ikke lige bærer din tallerken ud efter dig?”

Teenager:”råbe, råbe, smække dør.”

Den fede kommentar kom den yngste pige så med her forleden, efter sådan en episode : “Er det de der hæmorider som styrer hendes hjerne igen?”

”Jeg tror du mener hormoner, skat…”

Når mænd er imod hjemmefødsler, og fem gode grunde til at jeg har været glad for det som far

Alle vores piger, er født hjemme i vores stue. I Danmark er det kun 1-2% der vælger det hvert år, så det er et emne folk spørger ind til. Jeg har hørt kvinder sige flere gange at de også gerne ville have haft en hjemmefødsel, men deres partner har været imod.

Personligt synes jeg, at det er den person der skal have ondt, der skal have lov til at vælge hvor og hvordan hun helst vil det, og så må man bakke op om det. Alligevel vil jeg stadig sige, at jeg har været superglad for at min kone ville føde hjemme, for der er mange ting der er nemmere og rarere for partneren hjemme.

Gode grunde til hjemmefødsel, også for partneren :

– Man har fri adgang til egen seng, bad, toilet og vigtigst: køleskab.

– Man er på hjemmebane og kan nemmere hjælpe sin fødende kone ud under den kendte bruser eller foreslå hende at læne sig ind over spisebordet.

– ingen hasarderet kørsel med ve-ramt passager og svedige hænder på rattet.

– der er praktiske småopgaver, så man føler sig til nytte. Lave kaffe til jordemoder, finde håndklæder, fylde vand i fødekar osv. Det er rart at have lidt at kunne gøre konkret.

– man føler sig inddraget. Jordemoderen spørger en om vej og hjælp, ikke omvendt, og når barnet er født og alt er godt, er man sammen om at finde ud af det.

DF3841C6-A777-4679-9E00-7B6F671551E7.jpeg

Er det ikke farligt at føde hjemme?

Det er ikke mere farligt end at føde på hospital, for jordemoderen har mere tid, og er mere opmærksom, så ethvert tegn på at noget er ved at være bare lidt unormalt, ville føre til en overflytning til hospital. Google selv statistikker eller læs om Hollands hjemmefødselsordninger. Mange jordemødre føder også hjemme.

Og svineriet?

Det er jo ikke fordi der kommer blod og splat op og ned ad væggene. En stak gamle håndklæder og noget overdækningsplast til sofaen, og så er der ikke mere oprydning end at smide det i en sort sæk bagefter.

Jaja, men er der ingen minusser ved det?

Det eneste minus jeg nogensinde har oplevet ved en hjemmefødsel, var efter første fødsel, hvor vi vågnede med babyen og fandt klam moderkage i margretheskål på køkkenbord. Jordemoder havde lovet at tage den med, men glemt den.
Min kone var sentimental og syntes ikke vi bare kunne smide den ud, men jorden var frossen, så den røg i fryseren til foråret. Da det så blev forår, tog jeg den med ud for at begrave den under æbletræet, men den klamme ting begyndte at tø, og jeg stod og forsøgte ikke at knække mig, mens den dryppede blod. Ad!
De andre gange har jordemødrene heldigvis husket den!

Ellers synes jeg ikke der har været noget skidt. Det har været de 4 største oplevelser jeg har haft i mit liv – og jeg ærgrer mig lidt over aldrig igen at skulle opleve det der helt vidunderlige med at se sit nye lille barn for første gang. Fuck – det er altså stort!

Vil mænd have sønner? Hvorfor jeg er ligeglad med mine børns køn

Jeg har fire døtre og mødes ofte af fordommen om at jeg nok helst ville have haft sønner.

Det både undrer og irriterer mig.

For seksten år siden, fødte min kone vores første datter.

Jeg glemmer aldrig da jeg så vores datters ansigt for første gang – det var fascinerende så meget hun lignede mig: samme ansigtsform, samme mørke øjne, flade næse og brede læber.
Jeg er adopteret, og hun var derfor det første menneske jeg nogensinde har set, der lignede mig. Det betød virkeligt meget.

051CF160-95DB-4378-AC41-9B6B566D2FCDDa hun var to, gik hun rundt i camouflage-tshirts med kranier på, spillede sej, så op til sin far, og var svært stolt af at vi ligner hinanden så meget – det holdt ca et år, og så insisterede hun på at ligne en prinsesse konstant
Da hun var tre år fik vi datter nr to, og jeg var en glad far, med en prinsessepige på den ene arm, og en velduftende baby på den anden.
Storesøster var begejstret over at lillesøster havde det (efter hendes mening) eneste rigtige køn, men var svært skuffet over at hun ikke måtte bestemme, at lillesøster skulle hedde Tornerose…

Kort tid efter, kunne min kone – til vores umiddelbare skræk – tisse to røde streger frem på en graviditetstest. Spiral er åbenbart ikke 100% sikker…Nu begyndte spørgsmålene fra omverdenen så: ”IH, vi må da håbe det er en dreng nu!” og ” Nå, I prøver igen, og håber på en dreng?”Det provokerede mig en del, at folk nærmest ikke troede på mine forsikringer om, at jeg faktisk var godt tilfreds med mine to døtre, og bedøvende ligeglad med barn nr tres køn. Hun var så også en pige, men kom heller ikke til at hedde Tornerose.
Pigebarn nr 4 kom til knapt fire år efter – her var folks kommentarer om kønnet nærmest øredøvende.

”Bliver I ved til drengen kommer?” “Puha, stakkels dig som mand, det bliver hårdt!” sagde folk.
Men jeg holder altså på, at jeg er bedøvende ligeglad med ikke at have fået drengebørn, for jeg er far til fire helt forskellige, helt fantastiske mennesker. Det er en gave at have mange børn, at se dem vokse op, og være en del af deres liv, og som adopteret glæder det kig at se glimt af mig selv i dem. Hvad køn de har, er ikke relevant.

Hvad tænker I? Har I selv ønsket noget specifikt mht køn?