Når kræft pludselig rammer en. Del 3

Min kone og jeg sidder i et rum og venter på svar, på den MR-scanning jeg har fået lavet, der skulle vise om kræften var andre steder end i kæben. I rummet er der en sygeplejerske og tre læger, en fra kæbekirurgisk, en fra plastikkirurgisk og en fra, øre, næse, hals afdelingen. MR-scanning viste heldigvis at kræften ikke har bredt sig, fortæller de ret hurtigt

De skal have fundet ud af hvordan de vil foretage operationen af min kæbe. Det lyder fint tænker jeg, jeg er bare lettet over at det ikke har bredt sig.

Lægerne trækker sig lidt væk og begynder at diskutere mulighederne. Jeg kan høre at stemningen blandt lægerne bliver mere irritabel, og en af lægerne nærmest råber: “det bliver jo grimt hvis vi gør det på den måde!”

Pludselig vender angsten tilbage, jeg har slet ikke tænkt tanken at jeg kunne komme til at se grim ud efter operationen. Jeg har bare været lidt i en choktilstand siden jeg fik diagnosen en uge tidligere, og bare tænkt over at jeg ville ønske jeg ikke skulle skæres i.

Sygeplejersken der er i rummet, synes åbenbart også det er uprofessionelt, og kommer bagefter hen og undskylder. Fuck, det var ubehageligt!

Lægerne bliver endelig enige om hvordan de vil operere mig: de vil skære et snit under kæben langs halsen på Ca. 10 cm, og gennem det fjerne Ca. 7 cm. af kæben indvendig, det vil sige: halvdelen af min underkæbe, med knogle, tandkød og 4 tænder. Kæbeknoglen og tandkødet skal erstattes af min ene skinnebensknogle, og muskel og hud fra mit venstre underben. Operationen er sat til om fem dage.

Den dag gik der mange tanker gennem mit hoved, specielt hvordan jeg vil komme til at se ud efter operationen, og hvor ondt det vil gøre?

Om aftenen ligger jeg sammen med min yngste datter, der på det tidspunkt er 5 år. Vi snakker om min sygdom, og jeg fortælle hende at det nok skal gå, lægerne kan operere det væk, og det er jo ikke noget jeg dør af. Hun fortæller mig så, at hun troede jeg skulle dø, ligesom pigen vi kendte, der havde kræft. Jeg skal virkelig tage mig sammen for ikke at begynde at græde. Tænk at hun har gået med de tanker for sig selv i flere dage, uden at sige noget. Jeg troede ellers vi havde fået fortalt børnene at det nok skal gå. Godt vi fik snakket om det.

Forsættelse følger…

4 thoughts on “Når kræft pludselig rammer en. Del 3

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s